Ny hjemmeside samler sociale tilbud i Billund Kommune

Torsdag den 3. september lancerer Billund Kommune officielt Socialkompas Billund. Den nye platform samler tilbud fra kommunen, frivillige organisationer og foreninger på ét sted, så borgerne lettere kan finde frem til relevante tilbud.
Hjemmesiden er allerede tilgængelig og rummer hundredvis af tilbud, blandt andet sociale fællesskaber, aktiviteter, rådgivningstilbud og støtteforløb. Platformen bliver løbende opdateret, efterhånden som flere organisationer og foreninger kommer med.
Ved den officielle lancering hos Frivilligcenter Billund klokken 15.00 står Lars Hansen, formand for Unge-, Beskæftigelses-, Kultur- og Frivillighedsudvalget, for at klippe snoren til platformen.
”Jeg glæder mig, fordi vi ved fra andre kommuner, som benytter platformen, at det gør det lettere for borgerne at finde et fællesskab, når alle tilbud er samlet ét sted. Så vejen ind i fællesskabet bliver simpelthen kortere. Det kunne selvsagt ikke lade sig gøre uden det gode samarbejde med Frivilligcenter Billund, som har ydet en stor indsats med at etablere Socialkompas Billund, og som kommer til at stå for den daglige drift og vedligeholdelse fremover,” siger Lars Hansen.
Frivilligcenter Billund får ansvaret for den daglige drift, vedligeholdelse og udbredelse af platformen. Centerleder Noémi Fodor Rasmussen fremhæver, at den nye løsning kan skabe et bedre overblik over kommunens mange tilbud.
”Der er mange sociale tilbud og fællesskaber i Billund Kommune, men de kan være svære at få overblik over. Derfor ser vi som Frivilligcenter store fordele ved socialkompasset, da det samler sociale tilbud på tværs af kommune og foreningsliv. Det skaber et unikt overblik, der hjælper borgere med at vide, hvad der findes lokalt, og kommunale medarbejdere kan nemmere guide borgere til det rette tilbud eller fællesskab,” siger Noémi Fodor Rasmussen.
Faktaboks
- Platform: Socialkompas Billund
- Adresse: billund.socialkompas.dk
- Officiel lancering: 3. september 2026
- Tid: Kl. 15.00-16.30
- Sted: Frivilligcenter Billund
- Indhold: Fællesskaber, aktiviteter, rådgivning og støtteforløb
- Drift: Frivilligcenter Billund
- Udviklet af: Frivilligcenter Aarhus og Aarhus Kommune
- Udbredelse: Mere end 50 kommuner er på platformen.






Accepter kun nødvendige cookies